Mit nye liv: Dag #1

Mit nye liv #2

img_9526Bum! Så blev det tirsdag.

Jeg havde egentlig regnet med, at jeg ville skrive et indlæg hver dag under weekendens Flytryg-kursus, men for at være helt bundløst ærlig, så var min hjerne på så overvældende et ommøbleringsarbejde, at jeg ingenting kunne, når jeg kom hjem. Og det er måske meget naturligt, når man er i gang med en frygt-afvænning af de helt store.

Hvis du har læst med fra starten, så ved du, at jeg i efteråret besluttede mig for at gøre noget ved min skræk for at flyve. Det skrev jeg om her, hvor jeg også beskrev en traumatiserende hændelse i min barndom. Jeg har også skrevet lidt om mine forventninger og optakten til forløbet her og lidt om kursets første dag her. Men det var først på kursets anden dag, at det for alvor begyndte at flytte noget for mig.

Der er også en del, som har kontaktet mig i håbet om selv at flytte sig i forhold til flyskrækken, og det arbejde jeg har påbegyndt, kan I sagtens for noget positivt ud af at følge med i. For hvis min angst for flyvning kan forsvinde, så kan jeres også. Heldigvis! Så kommenter endelig, så skal jeg forsøge at besvare spørgsmålene 🙂

Helt basic, så går dét at sætte sig ombord på et fly imod vores natur. Det fortæller vores hjerne os, fordi den er klog og vil passe på os. Derfor prøver den konstant at fortælle os, at vi er vanvittige at lade os mase sammen i et lille rum, vi ikke kan stikke af fra, bevæge os med en voldsom stor hastighed og i øvrigt samtidig lige hænge 10 kilometer over jorden. Det er i sagens natur ikke en særlig naturlig ting at gøre, synes hjernen, fordi den er vant til at forstå det, vi foretager os til daglig. Derfor sender den os en masse signaler om, at vi skal finde på noget bedre at foretage os, for at passe på vores liv og lemmer. Den udsender det klassiske flygt/kæmp-signal, som vi kender, hvis vi føler os truet eller bange. Problemet er bare, at vi ikke har så mange steder at flygte hen, når vi sidder i et fly, og derfor kæmper hjernen en konstant kamp mod det uforståelige og det unaturlige. Men hvad nu hvis hele situationen bliver mere forståelig, så tolker vi den ikke som farlig, og hvis vi samtidig øver os på at være i situationen gentagne gange, så bliver den mere naturlig.

Derfor er viden og træning to essentielle ingredienser, for at slippe af med den indgroede vane = angsten.

Viden havde vi på kurset en fænomenal luftkaptajn til at give os. Og det gode ved at være i dette forum var, at INGEN spørgsmål, var for dumme. Alle de irrationelle spørgsmål blev besvaret. – Styrter flyet ned, hvis jeg ikke holder krampagtigt fast i armlænet, når der er turbolens? NEJ. Falder vingen af, hvis jeg tager mine sko på i omvendt rækkefølge om morgenen? NEJ. Går motoren i brand, hvis jeg ikke sidder i sæde A7? NEJ, NEJ, NEJ.

Kaptajnen kampfodrede os med viden, så jeg nu føler, jeg ved alt om flyets funktioner, lyde, vingeformation og teknik og alt om vejrforhold, turbolens og opdrift. Jeg ved også, hvordan cockpittet og den øvrige besætning kommunikerer med et hemmeligt pling-pling-sprog, og jeg ved, at når hjulene køres ud, er der to minutter til vi lander. Luftkaptajnen viste mig også, at der er backup-systemer af alt, så hvis noget fejler, så har man lige en ekstra, og en ekstra og en ekstra, hvis den ekstra-ekstra-ekstra skulle ske at fejle. Jeg kan kun sige: Ja, viden skaber tryghed. For hjernen accepterer ikke, at der er noget, den ikke ved. Og kender den ikke svaret, så finder den selv på et. Og ofte et dramatisk et, som får vores sanser helt ud på et sidespor.

Ja ja, tænker du. Jeg ved da godt, at det er sikkert at flyve. Det siger min rationelle hjerne mig. Men hvorfor er det så, at den irrationelle tankegang tager over hele tiden og overbeviser os om, at nu falder vi ned og dør lige om lidt?! Hvorfor er katastrofetankerne og alt det negative så overdøvende?

Du kender det nok lidt fra din arbejdsplads. Du får måske ofte at vide, at det er godt, det du laver. Men hvis du bare 1 ud af 50 gange får en skideballe eller en ubehagelig kommentar med på vejen, så fylder den ALT. Det gør jo ikke din performance dårligere de resterende 49 gange, men det er den ene, der fylder. Det er irrationelt, men sådan er det. Det samme med flyskrækken. Har du bare haft én dårlig oplevelse, så sidder den der og overdøver alle de gode. Så har dit sanseapparat så at sige allerede taget skade. Og så kan alle nok så mange gange fortælle dig, hvor sikkert det er, men du tænker “hvad nu hvis”.

Vores risikovurdering bliver derfor høj og urealistisk, når der er noget, vi frygter. Har man tendens til angst, så har man en høj risikovurdering på mange irrationelle ting. Men hvad er sandsynligheden for at styrte i et fly, hvad er sandsynligheden for at få en tagsten i hovedet? Ikke særlig stor, vel?! Jo, det er da pisse ubehageligt, hvis det sker og døden skal jo have en årsag. Men det sker nok ikke. Og burde livet ikke handle om at leve i stedet for bare at OVERleve?!

Kurset har også været et spændende studie i min egen psyke og mentale tilstand. For det er ikke kun i et fly, jeg har været nervøs. Jeg er nervøs for mange – mere rationelle – ting, som kan skade mig eller dem, jeg holder af. Og det er okay at være på vagt og forholde sig kritisk til ting, du kan gøre noget ved, hvis der er en reel trussel.

Det lyder måske simpelt det hele. Og det er det også, hvis man ikke lider af flyangst. Det er nok derfor, man ofte bliver mødt med et “hvad er du bange for?” fra folk som ikke har det samme at døje med, for der er jo reelt ikke noget at være bange for. Flyvning er noget af det sikreste, du kan foretage dig, og når det så én ud af 10000000000000000000000000000 gange går galt, så er det så helvedes spektakulært, at medierne koger verdens største og mest kradsbørstige suppe på det, som får endnu flere til at frygte den forestående sommerferie. For helvede altså, hvor er det plat! Ligesom at der nu går en sindsforvirret mand rundt med en kniv foran Louvre, det gør ikke Paris til verdens farligste sted at opholde sig. Selvom det statistisk set er langt farligere at rende rundt i Paris end at rejse med fly.

På kurset blev vi også undervist af en uhyre behagelig flyskræk-psykolog, som til daglig træner og mental-tester piloter og er trænet i at sortere psykopaterne fra, så tragedien med den tyske forstyrrede styrmand ikke gentager sig. Psykologen lærte os om følelsen af kontroltab, om behovet for ritualer for at fastholde kontrol og om angsten for selve angsten. Han lærte os også, at der kan være nogle konkrete grunde til at flyskrækken er opstået. At vi er blevet smittet med angst fra en af vores nærmeste, at vi kan have et sensitivt balancesystem, som får vores sanser til at sende vores hjerne nogle drabelige advarselssignaler, og at skrækken kan komme af klaustrofobi, fordi en simpel flugt ikke er mulig. For nogle af kursisterne stod det langsomt også klart, at det er noget helt andet end selve flyvningen, der tricker deres angst, og så kan de helt konkret arbejde videre med det.

Kurset indeholdt også en masse praktisk se’en og røren ved tingene, og på dag to var vi en tur i SAS’s hangar i Københavns Lufthavn for at tjekke sagerne ud. TV2 fulgte faktisk en af deltagerne under hele kurset, så deres søde kvindelige fotograf var også med hele vejen rundt, som du kan se på det første foto herunder. Vi fik lov at overvære flymekanikernes 18 timer lange arbejde med at af- og påmontere en ny 25 millioner kroners jetmotor, og vi kom ombord på en Airbus330, som senere på dagen skulle et smut til USA. Stadig uvirkeligt for mig, at USA ikke kun er noget, der findes i eventyr!

Samme dag var vi også af flere omgange i en flysimulator, hvor vi oplevede lydende og turbulensen, som var vi på et rigtigt fly. Utrolig lærerigt og skrækindjagende. Jeg har altid troet – og hørt for den sags skyld – at man kan opleve store lufthuller, hvor flyet falder flere hundrede meter, så man letter i sædet. Ja, man kan godt lette fra sit sæde i stærk turbulens, men flyet falder måske max 1 meter. Der findes ikke lufthuller. Punktum. Luften er et element, som er lige så kompakt som eksempelvis vand, vi kan bare ikke se den, og derfor virker det så ufatteligt, at vi kan lette fra jorden. Men når du lærer begrebet opdrift at kende, så finder du også ud af, at vi faktisk bliver trukket op i luften, når vi letter. Med den måde flyet er konstrueret, kan det faktisk slet ikke lade være.

Ja, der findes mange gode vandrehistorier, og ja, vi har nogle uhyre stærke sanser, som spiller os et puds, så vi ser, mærker og føler ting, som ikke findes. Og så sker der i øvrigt absolut INTET ved turbulens. Flyet er totalt ligeglad, og det er i øvrigt så fleksibelt som kogt spaghetti, på grund af måden det er konstrueret på og sammensat af små metalplader, som er nittet sammen. Vingerne kan heller ikke knække af, for det er flyskroget, som er lagt ned over én stor tværgående vinge. Igen: knowledge is king!

I søndags skulle vi så til den store eksaaaaaamen. En flyvetur til Stockholm og hjem igen. Det var søndag morgen kl. 05:10, hvor vækkeuret ringede, at jeg mærkede den største forskel. Normalt, når jeg skal ud at flyve, sover jeg stort set ikke natten før. Heller ikke meget i nætterne op til, men natten før er nærmest stensikker. Ingen søvn. Men da vækkeuret ringede søndag morgen, var jeg helt væk. 1. positive tegn. Normalt ville jeg allerede dér havde kigget teatralsk over på min datter og min mand og tænkt “mon vi ses igen”, men jeg fløj ud af sengen uden de sædvanlige katastrofetanker og stod op, som hvis jeg bare skulle på arbejde. Jeg kørte også hjemmefra som en helt forandret. Normalt ville jeg sætte låsen i hoveddøren og tænke “er det mon sidste gang, jeg gør det”, og når jeg bakkede ud af min indkørsel, ville jeg normalt tænke “farvel lille hus”. Sådan var det ikke i søndags. Der var helt ro oppe i hjernen. Vidunderligt!

Køreturen til lufthavnen var også god, ingen hjertebanken, ingen summen i lårmusklerne eller besvær med at trække vejret dybt. Mødet med terminalen var heller ikke skræmmende. Faktisk skræmte det mig mest, at jeg nu så tingene på en ny måde. Jeg SÅ mig faktisk omkring, og jeg kiggede naturligt på andre mennesker, i stedet for at flakke rundt og se, om andre også var nervøse. På grund af det tidligere tidspunkt havde jeg ikke spist morgenmad, men i søndags tog jeg mig i at være lidt hyggesulten. Noget der førhen var komplet utænkeligt. Før i tiden kunne jeg ikke klemme noget som helst ned, før vi var landet på vores destination. Ikke engang ombord kunne jeg spise noget af frygt for at få noget galt i halsen. Men visheden om, at man faktisk kan foretage en mindre operation ombord, og at man i øvrigt i europæisk luftrum (fastland) aldrig er længere væk fra at kunne lande et sted end 15 minutter, har givet mig en enorm ro.

Tilbage til lufthavnen, hvor vi nu skulle boarde, blev der også tid til en lille, dog noget træt, selfie på de toiletter, hvor jeg normalt lige skal ud og samle mig, for at kunne opretholde facaden over for eksempelvis min datter på knap 2 år. Turen til Stockholm gik forbløffende godt. Nu havde jeg min viden med mig, jeg kendte alle lydende og procedurerne, og da vi accelererede, havde jeg lyst til at skrige af lykke over at have generobret en stor portion frihed og kontrol. Det var en kæmpe lettelse at føle, at kurset havde haft en effekt, og jeg kunne sidde og nyde synet af solopgangen.

Turbulens var der også noget af, og den skulle da lige ind og pille lidt ved min gamle vane med at krampe helt op, men med de nye værktøjer og min viden fra kurset, kunne jeg tøjle mit ubehag. På vej hjem fra Stockholm blev vi alle lige testes lidt ekstra. Da vi skulle til at boarde, fortalte skranke-damen, at der var nogle tekniske problemer, som gjorde, at vi blev lidt forsinket. Lige dér følte jeg, at benene forsvandt under mig, men jeg prøvede at bevare roen. Jeg talte med kursets kaptajn, som forsikrede mig, at vi ikke ville flyve, hvis der var det mindste, og at det skulle jeg stole på. Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge damen ved skranken til check-in, og hun sagde, at det var hendes computer i terminalen som drillede. What!? Var det bare DET?! Kunne du ikke have forklaret det to begin with, så vi ikke havde behøvet at være ved at falde fra hinanden?! Nå, men det fik mig lige testet. Og nej, jeg er ikke 100 kureret, men måske 80 %, for hvis jeg udsættes for den mindste smule stress, så kommer angsten og katastrofetankerne op til overfladen med det samme. Det skal der arbejdes med.

På vej mod landingsbanen måtte flyet også lige holde ind til siden, da der var problemer med den radio, piloterne kommunikerer igennem, når de taler med dem på jorden, men her nævnte kursets kaptajn også, at et fly har fire radioer i tilfælde af, at noget går i stykker i luften, og at hvis de alle fire går i stykker, så kan de bare ringe fra mobilen. Igen, knowledge is king.

Vi kom fint i luften på vej hjem, stressen fra de to små og ubetydelige hændelser sad stadig lidt i kroppen, men igen: 80 % kureret er jeg, og nu skal der bare trænes og trænes, til dét at flyve bliver hverdag. Allerede her den 23. februar tager familien og jeg på skiferie i Schweiz, så der er jeg spændt på at se, om kurset for alvor har båret frugt. Det glæder jeg mig til at skrive om her på bloggen 🙂

For at slutte dette indlæg af på en rigtig pladder-filosofisk måde, så har jeg lært, at hjernen gør ting den kender, for det gør den tryg. En hjerne hos en flyangst er desværre tryg ved frygten, for det er reaktion, den er vant til at sætte på pladespilleren, når vi får lagt en flyvetur ind i kalenderen. Nu ved min hjerne, at den ikke behøver at reagere med angst, når jeg ser et fly eller sidder i et fly, for den har fået noget konkret at skifte angsten ud med. Og jeg har fået min frihed igen og føler mig som verdens lykkeligste og mest udrejselystne menneske!

Og husk det nu: Vi skal leve, vi skal ikke bare overleve!

 

Kh

Christina Bjørn

 

Dag 2 på Flytryg

img_9469

img_9474

img_9492

img_9502

 

Dag 3 på Flytryg

img_9507

img_9508

img_9514

img_9515

2 kommentarer

  • Karen

    Hej. Det er sådan et fint indlæg. Tak for det og super godt formuleret. Jeg lider SINDSSYGT af fly angst. Har været hos Psykolog med fly angst Tema. ( Ene time) Det tog 3 timer. Lærte om angsten som er det lille fortidsdyr inde i os, som passer på os og vogter. At vi skal lærer, at vi er klogere nu med et ‘Over Jeg’ , og ved det ikke er farligt at flyve. Vi skal hver gang, at vi er angste —huske at takke Angsten for at passe på os og blive venner med den. Og mange flere øvelser som Mindfullness ovs. Alt i alt godt og jeg fløj ud af døren med en kæmpe forståelse for psyken og dens luner. I Juli skal vi en mdr til Vietnam og flyve 10,5 time og på endnu et fly efter i 2 timer. Glæder mig så meget. Har BESLUTTET Angsten ikke må overtage mit liv, for så oplever man aldrig noget så skønt. Og når man er landet, så er det ALT værd. Men nu begynder den lille gnom at prikke til mig igen og maven begynder at rumle og dreje. Suk. Men vil følge dig og læse om din styrke og ta det ind til mig. Undskyld min dårlige formulering. Kh Karen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Bjørn

      Kære Karen, tak for din kommentar! Det betyder meget at få feedback og igen og igen blive mindet om hvor mange der faktisk bøvler med angst for det ene eller det andet. Det lyder som om du har fået nogle gode værktøjer med på vejen, men jeg kan levende forestille mig at man skal prøve at flyve så tit som muligt for at holde det ved lige. Vores urhjerne sender så stærke signaler at de gamle vaner kommer op til overfladen igen, hvis vi ikke træner. Jeg er glad for at du følger med i min udvikling, for jeg gør i høj grad også det her for at hjælpe sådan nogle som DIG!!
      Rigtig god tur til Vietnam til sommer, og husk at vi skal leve, vi skal ikke bare overleve! Vi er så heldige at leve i en tid hvor alt er muligt, så det skal da udnyttes 😉
      Kh C

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit nye liv: Dag #1