Uldent tip til iskolde fødder

Sover bjørnen…?

IMG_7112-Edit-1024x682

Ja, kære læser. Bjørnen sover.

Så gik hun lige i hi, den lille frøken Bjørn hér. En travl måned med juleplanlægning, sygdom, snot, mere sygdom, endnu mere snot, masser af hoste, lækker hovedpine, lidt bihulebetændelse, lidt pandehulebetændelse, konstante propper i ørerne og en stemme, som bestemt ikke er en radiovært eller speaker værdig, er ved at være overstået, og det har mildest talt været en hård afslutning på 2016 og en endnu hårdere start på 2017. Men jeg lever, og det er trods alt det vigtigste 🙂

Langt om længe kan jeg se lyset igen, og i bogstaveligste forstand, for lysfølsomheden har i den grad været til stede, så der har været hulestemning her i hytten i ugevis!

For lige at toppe den op, så skulle jeg lige teste karamellem til de brunede kartofler juleaften og havde lidt stress på, så tosset som jeg er stikker jeg bare pegefingeren i den brune masse for at smage, om den er brændt. Og til info kan jeg fortælle, at flydende karamel er varmt. Det sætter sig samtidig fast som et fingerbøl og brænder sig dybt ned i underhuden. Av for en styg juleaften jeg fik med fingeren konstant plantet i en skål med isvand. Længe efter manglede jeg ligesom blommen på min pegefinger, da vablerne havde fortaget sig og mistet deres fylde og vitalitet, men fingerspidsen er heldigvis begyndt at folde sig ud igen, så jeg igen kan bruge 10-finger systemet her på min lille mac. Og heldigvis var karamellen i øvrigt ikke brændt, så gæsterne var glade!

Heldigvis er mit arbejdsliv meget fleksibelt, og jeg er så privilegeret, at jeg (med fingeren intakt igen) kan lave utrolig mange ting hjemmefra, så jeg har kunnet gemme mig i mine grimme joggings og briller, og jeg har kun skullet ud af døren, hvis min mand ikke har kunnet hente eller bringe vores lille guldklump til og fra vuggestuen. Når hun ellers har været rask nok til den slags, hmm….

Men jeg er heldigvis på 80% kapacitet i dag og lur mig, om ikke jeg springer skalaen om få dage, for hvis der er én god ting ved at være hammer syg, så er det, når man bliver rask igen! Tænk, hvis man kunne vågne med den positive livsenergi og “jeg kan ikke få smilet væk”-følelse hver dag. Nøj, et fedt liv det ville være. Det skal være mit nytårsforsæt at forsøge at holde fast i den følelse resten af 2017.

Stort kram og snart venter der nye spændende indlæg om sundhed, børneopdragelse og mit dejlige arbejdsliv! Skal bare lige helt på benene igen. Og skriv gerne en kommentar, hvis du har opført dig tåbeligt på det sidste, så jeg ikke føler mig helt alene 🙂

Kh

Christina Bjørn

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uldent tip til iskolde fødder