20% OFF SALE + (.)(.)-venlig strik!

Årets vigtigste beslutning!

image

Jeg har taget en vigtig beslutning. Og her i indlægget kalder jeg den “årets” vigtigste, men det er nok i virkeligheden en af de vigtigste beslutninger i mit LIV! Det er en beslutning, som jeg egentlig slet ikke tør tage, men nu har jeg gjort det, og det giver mig kuldegysninger, for jeg ved (håber) den er life changing.

Siden jeg som 12-årig var ude at flyve for første gang, har jeg været hundeangst for at sætte mig ind i et fly igen. Nu var det heller ikke en helt almindelig debut, jeg fik med flyvning, for det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Året var 1996. Mine forældre og jeg skulle på charterferie til Antalya i Tyrkiet. Selve flyveturen gik fint, men da vi skulle lande om aftenen, kom vi ind i et forfærdeligt uvejr. Nu har fantasien det selvfølgelig med at spille én et puds, men jeg husker det som en helt forfærdelig oplevelse, på trods af at jeg sad ved siden af mine forældre, som prøvede at virke rolige. Jeg husker, hvordan bagage og madvarer blev kastet rundt i kabinen. Voksne skreg og græd af rædsel. Turbulensen kastede flyet rundt og lysglimtene fra ustandselige lynnedslag lyste bjerglandskabet under os op. Kun i disse korte glimt havde man mulighed for at orientere sig, for der var ingen meldinger fra cockpittet og stewardesserne sad fastspændt ude bag forhængene ved deres område. Der var dødsens stille fra dem, som burde berolige os.  Flere gange klappede passagerer forhåbningsfuldt, fordi de troede, vi var landet. Det var vi ikke. De hårde bump og slag, vi mærkede, var turbulensen som testede skrogets holdbarhed. Jeg husker ikke selve landingen og den lettelse, det må have medført. Da var skaden i mit sind allerede sket. Jeg havde mistet kontrollen over mit liv. Jeg havde følt mig i overhængende livsfare, og barnet i mig var blevet en tand mere voksent. Stemningen var trykket, da vi endelig holdt stille for at vente på trappevognen, og det var først, da jeg stak hovedet ud i friheden og mærkede regnens hårde pisken mod mit ansigt, at jeg igen kunne ånde lettet op – og i øvrigt også få en fornemmelse for, hvorfor vi netop havde været gennem denne frygtindgydende kastetur.

Siden dengang midt i 90’erne har jeg haft et ambivalent forhold til flyvning og fly i det hele taget. Et had/kærlighedsforhold kan man godt kalde det. For på den ene side er jeg dybt fascineret af de store maskiner og teknologien, som får dem på vingerne med en enorm præcision. På den anden side, så ville jeg nok være et lykkeligere menneske, hvis jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig skulle ud at flyve igen. Men det skal jeg. Og det VIL jeg. Flyve. For jeg vil gerne se verden, jeg vil gerne vise min datter verden, og jeg vil gerne opleve spændende ting med min familie. Men siden dengang har jeg følt, at det er med livet som indsats, når jeg går ombord. Jeg sveder som en gal, når jeg bestiller flybilletter, jeg tuder, når jeg pakker kuffert, og jeg sover nærmest ikke op til vores rejse eller om nætterne op til vores hjemrejse. Og så gør jeg i øvrigt, hvad jeg kan, for at sabotere alle rejseplanerne, så jeg helt kan slippe. Og sådan skal det ikke være. Derfor har jeg besluttet at gennemføre et flyskrækkursus.

Jeg skal på kursus i starten af februar næste år, og egentlig ville jeg gerne have været i gang her i november, men efter en samtale med den kursusansvarlige hos flytryg.dk, hvor jeg i øvrigt tudede mig gennem hele vores snak, vurderede han, at jeg først skulle i gang efter nytår, for så har jeg længere tid til at forbedre mig mentalt på, hvad der venter af fysiske og mentale konfrontationer og udfordringer på kurset.

Og jeg har besluttet mig for at skrive om mine oplevelser med kurset her på siden. På godt og ondt. For måske er du også angst for at flyve, eller kender nogen, som er. Og hvis det nu viser sig at have en positiv effekt på mit liv, hvilket jeg går stærkt ud fra, da de skulle være de bedste på markedet, så skal jeg være den første til at sprede det gode budskab. For mit rationelle jeg ved jo godt, hvor sikkert det er. Men det der “hvad nu hvis” overskygger alt.

Har du også flyskræk? Så skriv gerne en kommentar herunder.

 

Kh

Christina Bjørn

 

8 kommentarer

  • Kære Bjørnen. jeg har selv de sidste 4 år uforklareligt haft det vildeste flyskræk. Svedture, rysteture, svimmel, alt det du nævner. Rædselfuldt – og det er pisse besværligt når man nu flyver meget. Derfor tog jeg en drastig beslutning som du kan læse om her. http://millemum.dk/do-you-believe/ og ved du hvad det virker. Jeg gik til en hypnotisør,og spurgte tror du virkelig du kan hjælpe mig? Og hun sagde nemt, for det hele er din underbevidsthed. Det er ikke virkeligt. Jeg var meget skeptisk, men guess what – sidste gang jeg fløj for nylig,var der ingenting .- nada – og der var masser af turbulens, men det rørte mig ikke. Jeg vil klart anbefale dig det:) og andre….det er vildt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Bjørn

      Fantastisk Mille! – Og hyggeligt med en kommentar fra dig i øvrigt!! Jeg er mega skeptisk omkring hypnose, men det er nok igen kontrolfreaken i mig, som ikke vil overgive sig. Men hvis det har virket for dig, så tror jeg helt sikkert det kan noget! Hvis kurset ikke tager skrækken væk, så er det måske den vej, jeg skal gå. Hyg jer i Espana og hils din mand og børn 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Steffen

    Jeg har aldrig prøvet noget lignende som dig, men ikke desto mindre så sidder jeg helt ude på kanten af mit sæde hver eneste gang jeg er ude at flyve, og vel at mærke hele vejen til destinationen. En god ide er at tale med flypersonalet og fortælle dem at man ikke er så god til det med turbolens og det er min oplevelse at de holder lidt øje med mig og beroliger mig hvis de kan se jeg bliver lidt utryg.
    Jeg fortæller mig selv at turen til lufthavnen er farligere end selve flyveturen og det virker lige indtil vi rammer turbolens, men jeg elsker at rejse og se nye steder, så jeg fandt ud af for mange år siden at frygten ikke var større end min lyst til at rejse. Så status er at jeg rejser 1-2 gange om året og jeg hader og elsker flyturen på en gang, men det bliver jeg nødt til at finde mig i hvis jeg vil opleve verdenen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Bjørn

      Kære Steffen, det lyder som om du har fundet et godt kompromis. Tænk hvor fantastisk det ville være, hvis man var lige så rolig om bord på et fly, som i et tog eller en bus. Og helt åndsvagt, for de to ting er jo farligere. Jeg kan også nogle gange glemmer, at jeg er på et fly, hvis vejret er helt roligt. Men så snart turbulensen kommer og jeg bliver mindet om, at vi hænger deroppe, så bruger jeg al min energi på at forholde mig fattet og “naturlig”. Især over for min datter på 1,5 år som ELSKER at flyve og råber “mere mere” så snart vi er landet. Vi er ret forskellige på det punkt ;-D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Min søsters mand havde det nøjagtigt som dig – han havde ikke fløjet i 30 år. Han tog også et flyskræk-kursus, og tænk sig, nu har han være i Japan 2 gange, i USA og i Rio. Så det virker, og du skal ikke lade angsten styre dit liv! Pøj pøj med det!

    KH Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Bjørn

      Tak for en dejlig kommentar, Sarah. Sikke en fantastisk udvikling din svoger har haft! Tænk et liv han og familien har fået. Hils ham og sig “godt gået”. Håber meget at jeg kan opnå det samme 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Jeg vil glæde mig til at læse med, spændende om det virker 😊 krydser fingre for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Bjørn

      Tusind tak, Anette! Jeg er meget spændt på projektet 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20% OFF SALE + (.)(.)-venlig strik!